Psykoterapi har mange ansigter, og det samme gælder de mennesker, der søger den. Nogle oplever en momentan og dyb meningsløshed, som de ønsker hjælp til at håndtere, mens andre kløjes i deres kæresteforhold og vil at det skal være anderledes. En tredje gruppe mennesker bruger det psykoterapeutiske rum som holdeplads for de tanker og følelser, som de ikke finder lejlighed til at dele andetssteds, mens en helt fjerde gruppe måske ikke rigtigt ved, hvad de søger eller ønsker sig af terapien, men ikke desto mindre har valgt at starte dér.
Uanset hvad du kommer med, er det min overbevisning, at psykoterapi kan være et skridt på vejen til en bedre tilværelse. Jeg tror på, at psykoterapien kan tjene til at løsne nogle af de knuder, som vi som mennesker slår på os selv i forsøget på at “passe ind”, eller når vi oplever, at livet har den frækhed at spænde ben for os.
Psykoterapi kan også tjene til at blotlægge nogle af de skyggesider, som måske holder dig tilbage i forhold til at søge nyt arbejde eller ny kæreste, ligesom den kan tjene til at afsløre, mildne, massere eller afmysticere gamle overbevisninger eller leveregler, som du måske har hentet fra din far eller din mor, men som du ikke længere ønsker at efterleve.
I min praksis arbejder jeg klientcentreret og med udgangspunkt i den eksistentielle psykoterapi. Det betyder, at jeg møder mine klienter, hvor de er. Det er samtidigt klienterne, der fylder rummet, og klienterne, som jeg lader gå forrest, alt i mens jeg forholder mig nysgerrigt og åbent til de opdagelser, som de gør sig.
Som hovedregel foregår mine terapier i en vekselsvirkning mellem terapeutisk samtale og kreativ udfoldelse gennem eksempelvis tegneterapi, visualiseringsøvelser eller eventyrterapi. Mulighederne er mange, og sessionens indhold vil naturligvis være afstemt efter dine behov og de temaer, som bringes i spil.
Mine klienter kommer fortrinsvis fra Odsherred (Rørvig, Nykøbing Sj, Asnæs, og Vig) og selvfølgelig fra Holbæk. Kommer du fra Kalundborg, Sorø, Tølløse, Lejre eller Roskilde, er det værd at bemærke, at jeg bor blot 5 minutters kørsel fra Rute 21 (Holbæk V).
Lyder det som noget for dig? Så kontakt mig.